Tilbage til oversigten

Sofus har dårligt hjerte

Bent med Sofus på 11år, der har dårligt hjerte
Bent og Anna Nagel husker stadig sommeren 2006, hvor deres Yorkshire Terrier Sofus pludseligt havde svært ved at få vejret. Efter besøg hos trimmeren havde de godt lagt mærke til, at Sofus spiste dårligere end normalt. Men denne sommeraften blev det helt galt: Sofus kunne kun få vejret, når han stod op. Brystet gik som en blæsebælg, og mellemgulvet arbejdede for at skaffe ilt til kroppen. Jeg tilså ham sent om aftenen, da familien slet ikke kunne gå til ro, når Sofus havde det sådan. Ved den indledende undersøgelse af brysthulen hørte jeg med hjælp af stetoskopet tydeligt rallelyde og hvæsende vejrtrækning, fordi Sofus havde lungeødem. Jeg hørte en kraftig susende mislyd fra hjertet, samt en meget høj puls. Når jeg satte hånden fladt mod brystvæggen, mærkede jeg en snurrende fornemmelse, fordi blodets strømning var ændret. Vi behandlede akut med store mængder vanddrivende medicin for at fjerne væskeansamling i lungerne og nedsætte det tryk hjertet skulle arbejde mod. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste tydeligt lungeødem og et forstørret hjerte. I løbet af den næste halve time faldt Sofus noget til ro. Jeg udleverede en spray med nitroglycerin, som ved akut forværring kunne bruges for at udvide blodkarrene i hjertet og dermed
øger blodtilførsel og ilttilførsel til hjertet. Vi aftalte, at jeg skulle tilse Sofus næste dag for at kontrollere, at lungeødemet var aftaget.
Det havde været en slem nat. Sofus havde skullet ud at tisse både klokken 0200 og klokken 0400. Heldigvis havde han haft lettere ved at få vejret, og Bent og Anna havde blundet lidt indimellem. Jeg lyttede på hjertet igen og konstaterede en uforandret bilyd, mens væsken i lungerne var svundet godt. Et røntgenbillede til kontrol viste en god opklaring af lungefeltet. Vi var alle lettede.
Jeg kunne nu i ro og mag fortælle om årsagen til Sofus´ problemer. Bilyden, som jeg kunne høre er helt karakteristisk for utætte hjerteklapper. Bilyden er susende, fordi blodet fejlagtigt løber tilbage mod lungerne, når hjertet trækker sig sammen. Den udløsende faktor var helt sikkert tiden på trimmerbordet i sommervarmen, hvor Sofus også er let nervøs og anstrengt. Denne aften havde Sofus begyndende hjertesvigt, og han havde hårdt brug for hjælp til at aflaste kredsløbet.
Heldigvis kan denne form for hjertelidelse behandles effektivt med medicin. Man deler behandlingen op i 3 typer: Vanddrivende for at aflaste det tryk hjertet skal arbejde mod, når det pumper blod ud af hjertet samt fjerne ophobet væske i lungerne. Én type hjertemedicin, som nedsætter modstanden i kredsløbet, hjertet skal arbejde imod. En anden type hjertemedicin, som øger hjertets evne til at trække sig sammen og øger blodtilførslen til selve hjertets muskel. I Sofus´
tilfælde vælger vi at give de to førstnævnte typer medicin. Endvidere vælger vi et specielt foder, der tager hensyn til hjertesygdomme. Det indeholder mindre salt og flere muskelopbyggende stoffer samt antioxidanter i forhold til almindeligt tørfoder til hunde. Akutmedicin er nitroglycerin, der virker kortvarigt og kan afhjælpe en akut krise.
Det går godt med Sofus, men Bent og Anna vil gerne gøre, hvad der kan gøres for Sofus, og jeg henviser til en hjertescanning. Her kan en eksakt diagnose stilles, fordi man ved ultralydsundersøgelsen kan vurdere hjerteklappernes beskaffenhed, hvor utætte de er og udelukke eventuelle andre hjerteproblemer. På Ålborg Dyrehospital bliver Sofus scannet. Det konstateres, at han har utætte hjerteklapper i venstre side af hjertet (endocardiose i mitralklapperne), og at der ikke yderligere komplikationer. Heldigvis.
I månederne, der kommer er Sofus ikke rigtig glad for at spise det saltfattige tørfoder, så vi finder en opskrift på hjemmelavet hjertediæt samt finder dåsemad frem til ham. Det er et almindeligt problem, at saltfattig mad smager af mindre, og dermed ikke så attraktiv for vore hunde. Sofus kontrolleres løbende vha. blodprøver, idet den vanddrivende medicin også øger udskillelsen af kalium, og hjertemedicinen skal reguleres, hvis nyrefunktionen ikke er optimal. Nyrerne udskiller kroppens affaldsstoffer, og vi kan se at mængden af disse ligger i den høje ende af tilladte værdi. Hen over tiden øges mængden af affaldsstoffer i blodet heldigvis ikke. Kalium ligger perfekt.
Et halvt år efter, at vi har konstateret utætte klapper i Sofus´ hjerte, trænger han til en tandrensning. På tænderne findes tandsten og han har begyndende parodontose. Vi er ikke urolige ved at bedøve Sofus, da hans hjerte arbejder stabilt, og der ikke siden sommer har været problemer. Blodprøver før narkosen viser, at det er ok, og vi giver den mest skånsomme bedøvelse muligt. Alt går fint.
Endnu et halvt år efter, nemlig maj 2007, får Sofus det dårligere igen. Er lidt besværet i sin vejrtrækning og vil ikke gø og lege i haven, som han plejer. Det er tid til at lægge endnu en type hjertemedicin på, nemlig den der øger hjertes evne til at slå. Det hjælper hurtigt Sofus, og vi får den glade hund igen.
I februar 2008 er det tid for tandrensning igen. Vi er klar over, at vi skal passe ekstra godt på Sofus under narkosen. Heldigvis er hans nyreværdier ikke blevet højere, og han fungerer godt i det daglige. Sofus får både en mild og mindre dosis af den beroligende indsprøjtning. Vi lægger et
venekateter med direkte adgang til blodåren på forbenet, som på alle patienter, der skal i fuld narkose. Vi bedøver ham og kobler EKG, blodtryksmåler, iltmåler og kuldioxid måling på under narkosen. En sygeplejerske overvåger hele tiden narkosen. Jeg tandrenser og polerer efterfølgende tænderne. Da Sofus er ved at komme til sig selv, virker han besværet i sin vejrtrækning. Han kan være lidt hævet i svælget, og hjertet kan også være påvirket af narkosen. Vi giver vanddrivende medicin, medicin mod hævelse og lægger iltmaske på hans snude, og han får det heldigvis hurtigt bedre.
Vi er alle på dupperne, når en ældre hund med hjerteproblemer bedøves. I akutkassen findes adrenalin mod hjertestop, respirationsstimulerende medicin, medicin, der kan stabilisere hjerterytme og medicin , der kan øge blodtrykket. Vi har ilttelt og varmepude, hvis det er nødvendigt. I tiden, der kommer, skal vi gøre alt for, at Sofus hele tiden har det godt. Hos mennesker ville hjertespecialisterne isætte nye hjerteklapper, men det er så vidt vides kun på forsøgsstadiet i USA, når det gælder vore 4-benede venner. Omvendt skal Sofus kun være hos os, så længe han har det godt. Bent og Anna passer Sofus efter alle kunstens regler, men ved også, at vi skal nyde hvert år, vi har ham…



Veterinærsygeplejerske Tanja holder iltmasken, mens sofus kommer til sig selv

Ole og Solveig kommer med tre hunde til vaccination. Hundene er af racen Cavalier King Charles Spaniel. Det er en race, der betegnes som selskabshunde, dvs. hunde, der i dag primært bliver brugt som kælehunde. Oprindeligt brugte man også racen til jagt. Racen er karakteriseret af et roligt, gemytligt væsen, og den er en kærlig familiehund. Alle racehunde har dog større eller mindre grad af kendte skavanker, og Cavalier King Charles Spaniel har problemer med samme hjertelidelse som Sofus, nemlig utætte hjerteklapper (endocardiose). Hos alle små racer, der kommer op i alderen, kan denne sygdom optræde, men hos Cavalier King Charles Spaniel optræder hjertelidelsen også i meget tidlig alder. Man har derfor iværksat et program, hvor kun hunde uden hjertelidelsen må inddrages i avlen. Ole og Solveig kører derfor deres hunde til hjertescanning i København på Landbohøjskolen. Her kan de få vurderet hjertes sundhed meget sikkert, og kun avle hunde, der er fri for endocardiose. Der er kun 6 steder i Danmark, hvor dyrlægen er certificeret til at skrive under på en sådan attest. Ved hjertescanningen vurderes klappernes beskaffenhed: Er de deforme, kan de ikke lukke tæt. Kaldes prolaps grad 0,1, 2 eller 3. endvidere vurderes mislyd, dvs. om der er susende bilyd, som tegn på blodets tilbageløb, fordi klapperne ikke lukker tæt. Kaldes mislyd grad 0 til grad 6 (grad 6 kan høres uden stetoskop!). En mislyd uden, at hunden viser symptomer behandles ikke medicinsk. Der kan nemt gå 3 år fra mislyden erkendes til der optræder symptomer.
Alle små racer er som sagt disponerede, men især Cavalier King Charles Spaniel, har problemer tidligt i livet. Andre racer, der specielt er i risikogruppe for endocardiose senere i livet er Chihuahua, Gravhund, Cocker spaniel, Pudel og Yorkshire teriier, Bull terrier med flere. Har man en hund, der er blanding af en af disse, er der også stor risiko. Generelt kan det siges, at blandingshunden har risikoen for alle arvelige sygdomme fra de racer, den repræsenterer. Udsagnet: ”at en blandingshund generelt er mindre syg” holder altså ikke nødvendigvis sti


Ole med Bamse og Solveig med Bitten og Maggie. Alle hundene er af racen Cavalier King Charles Spaniel

Hjertet arbejder som en pumpe. Det iltede blod fra lungerne løber passivt til hjertets venstre side under diastole (afslapning, klapper åbne). Det iltede blod pumpes via de store pulsårer ud til kroppen for at forsyne cellerne med ilt og næring. Fra vævet returneres blodet passivt med venerne til hjertets højre side. Fra hjertets højre side pumpes det iltfattige blod ud i lungekarrene, hvor blodet atter iltes.

De mest almindelige hjertesygdomme kan groft skitseres som

Klapdefekter (endocardiose). Typisk i venstre side af hjertet, hvor klapperne (mitralklapperne) mellem forkammer og hjertekammer er deforme. Utætheden i klapperne bevirker, at venstre forkammer bliver forstørret og senere forstørres hele hjertet.

Muskeldefekter
Slap hjerteudvidelse (dilateret cardiomyopati)
Sammentrukken hjertekamre ( forstørret hjertemuskel med for lille volumen i hjertet)

Ledningsproblemer
Uregelmæssig rytme pga. fejl i det elektriske ledningssystem

Medfødte huller imellem kamre
Fosterblodkar, der ikke forsvinder som normalt

Ved en årlig eller hyppigere sundhedsundersøgelse vil en grundig undersøgelse af hjertet kunne fange sygdomsproblemer i tide, så korrekt behandling kan iværksættes
Forebyggende vil en normal vægt være meget afgørende for alle hunderacer samt regelmæssig motion. Forkalkning, blodpropper og forhøjet cholesterol er ikke udtalt blandt vore hunde.

Symptomer på endocardiose
Træthed og svaghed
Dårlig appetit
Vægttab
Besværet vejrtrækning
Hoste. Ofte om natten og ved anstrengelse. Hosten stammer både fra det forstørrede forkammers tryk på bronchierne og fra eventuelt lungeødem


Normalt hjerte

Meget forstørret hjerte og alvorligt lungeødem

Tilbage til oversigten

Helsevænget 2 - 7870 Roslev - Tlf. 9757 1299. Konsultation efter aftale: Man. kl. 8.00 - 18.30 tir.-fre. kl. 8.00 - 16.30
© Udarbejdet af ThiseWeb.dk